Tema / Bøger jeg vender tilbage til: Benjamin Koppel

"Der er en lang række bøger, som jeg i tide og utide vender tilbage til. Bøger, der har været medvirkende til at forme min litterære forståelse og pirre min nysgerrighed. Det er fortællinger, der hver især tager et stærkt favntag med det at være menneske. Og ikke mindst det at være menneske i relation til andre, hvordan man færdes og trives i et samfund, ikke kun lokalt, men så sandelig også globalt. Jeg kunne have valgt mange, mange bøger, for mine hylder og reoler bugner efterhånden med bøger, som jeg ikke nænner at skille mig af med, netop fordi jeg af og til vender tilbage til dem, slår op i dem, finder eller genfinder inspiration, et ord, en sætning, en tanke, en følelse, en beskrivelse, som kan hjælpe mig videre i mit eget liv." 

 

Her får du tre af Benjamin Koppels yndlingsbøger, som han bliuer ved med at vende tilbage til. 

 

Primo Levi: Hvis dette er et menneske / Tøbruddet / De druknede og de frelste

Primo Levis vidnesbyrd fra hans tid som fange i Auschwitz under 2. Verdenskrig står som noget af det stærkeste litteratur, jeg nogensinde har læst.

Han beskriver med umådelig stor indsigt sin tid i dødslejrens ufattelige grumhed og formår med både visdom og humor at videregive en fortælling til eftertiden, som burde være obligatorisk læsning for alle.

Karel Čapek: Krigen mod Salamandrene

Čapeks roman fra 1933 er en både morsom, relevant, underholdende og tankevækkende historie, der på elegant og original vis fortæller om menneskehedens iboende dilemmaer. Magt og udnyttelse beskrives med stort vid og en pragtfuld ironi, og selvom den er skrevet i skyggen af nazisternes fremmarch, er parallel-lerne til vor tid slående. Romanen, som jeg læste første gang, da jeg var dreng, talte lige ind i min fantasi, hvor viden-skab, magisk realisme og fortælleglæde smel-ter sammen.

Patti Smith: Just Kids

Patti Smiths poetiske og underfundige beskriv-else af sin ungdoms væsentligste venskab med fotografen Robert Mapplethorpe indeholder så mange vidunderlige betragtninger om at være ung, om at knytte relationer, om at lære at forstå kunsten, verden, livet. Fortællingen er lyrisk og ydmyg og samtidig et mageløst tidsbillede af et samfund i omvæltning.

 

Du kan læse Benjamin Koppels og andre forfatteres anbefalinger i eReolens inspirationsmagasin.